Logo
Logo

Om Janne Bjerregaard Stifter af Bjerregaards Dyreassisteret Terapi og Coaching

Mit navn er Janne Bjerregaard, jeg er 53 år og har i mange år arbejdet tæt med mennesker, der af forskellige årsager er sårbare eller socialt udsatte.

Jeg er selv plejemor til fire døgnanbragte børn og unge i alderen 5–16 år og ved derfor både fagligt og personligt, hvad det kræver at skabe tryghed, struktur og udvikling i liv præget af uforudsigelighed. Jeg bor på en nedlagt landejendom omgivet af marker og natur. Her er der både ridehal, udendørs ridebane, stalde og masser af plads – ikke mindst til de mange dyr, som indgår aktivt i min hverdag: heste, geder, hunde, katte, høns og i perioder også køer og får.

Dyrene er en integreret del af det terapeutiske arbejde, og jeg har oplevet, hvordan de åbner op for kontakt, nærvær og spejling – særligt for børn og unge, der ellers har svært ved at sætte ord på det, de føler.

Mit faglige fundament er bredt og praksisnært. Jeg har blandt andet:

• Gennemført PUP-uddannelsen (Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier), en 3-årig uddannelse målrettet professionelle plejefamilier

• Erfaring som socialfaglig medarbejder på værested for misbrugere, psykisk sårbare og socialt udsatte

• Arbejdet på højskolen En Bro til Livet med både mennesker og dyr

• Været køkkenleder og underviser for socialt udsatte og mennesker i flex- eller skånejob

• En baggrund som uddannet køkkenleder, hvor maden ofte har været en sanselig og symbolsk vej ind i samtale og forandring

• Uddannelse i dyreassisteret terapi og coaching, hvor jeg især fokuserer på coachingdelen

Min virksomhed Bjerregaards Dyreassisteret Terapi og Coaching, udspringer af et ønske om at gøre en konkret forskel – særligt for plejebørn og unge i udsatte livssituationer. Det er en dyreassisteret praksis hvor jeg bruger jeg naturen, dyrene og min erfaring til at skabe et trygt og meningsfuldt rum, hvor barnet eller den unge kan spejle sig, finde ro og gradvist styrke sin selvforståelse og handlekraft.

Jeg tror på, at udvikling sker i relationer – og at relationer kan vokse frem, når der er tid, tillid og nærvær.

Det er netop det, jeg tilbyder i mit arbejde.